|
27.01.2012
Evaluering af forsøg med modulvogntog
Det danske forsøg med modulvogntog har nu været i gang i tre år. En stor
omfattende evaluering af forsøget viser nu, at forsøget har været en stor succes.
Vejdirektoratet har nu offentliggjort den afsluttende rapport for den omfattende evaluering af forsøget med modulvogntog. Modulvogntog er længere og potentielt tungere end traditionelle lastvogne.
Forsøget med modulvogntog begyndte den 24. november 2008. Nu godt tre år senere viser rapporten fra Vejdirektoratet, at forsøget er forløbet godt. Rapporten viser blandt andet, at modulvogntog medfører væsentlige samfundsøkonomiske gevinster som følge af lavere transportomkostninger og mindre udledning af CO2. Samtidig viser rapporten, at modulvogntog har været involveret i relativt færre uheld, sammenlignet med andre tunge køretøjer.
Rapporten kan downloades HER
Rapport vedrørende danske erfaringer kan downloades HER
Bilagsrapport kan downloades HER
Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten:
- Jeg er glad for, at vi nu har fået denne omfattende rapport, baseret på konkrete erfaringer med brugen af modulvogntog i Danmark.
- Jeg hæfter mig især ved de markante økonomiske og miljømæssige gevinster forbundet med modulvogntog, samtidig med at rapporten konkluderer, at modulvogntog ikke er mindre trafiksikre end andre vogntog.
- Rapporten giver os et godt udgangspunkt for en fremadrettet diskussion om modulvogntog. Det gælder i Danmark, men i høj grad også på europæisk niveau, hvor Danmark under EU-formandskabet ønsker at sætte modulvogntog højere på dagsordenen.
- Jeg glæder mig også over den brede politiske opbakning til at forlænge forsøgsperioden med fem år, så forsøget nu forløber frem til udgangen af 2016. Det giver os mulighed for at belyse nogle af de spørgsmål, der stadig udestår.
|
![]() |